Istandsættelse af boligen
Slid eller mislighold
Når du flytter ind i en almen bolig, er den istandsat efter gældende regler. Det betyder også, at boligen skal sættes i stand, når du til sin tid flytter ud.
Det er selvfølgelig ikke gratis at istandsætte en lejlighed, og det er dig som lejer, der skal betale omkostningerne. Den afdeling, du bor i, giver dog et tilskud svarende til 1 procent af istandsættelsesomkostningerne for hver måned, du har boet i boligen. Dette tilskud gives kun til istandsættelse efter almindeligt slid og ælde - og altså ikke hvis du har misligholdt boligen.
Mislighold kan for mange være svært at definere. Men kort sagt defineres mislighold som de skader, der er på din bolig på grund af fejlagtigt brug, fejlagtig vedligeholdelse, uforsvarligt adfærd eller manglende rengøring, som kræver en ekstraordinær indsats.
Eksempler kan være gulv, hvor lakken er slidt af, betragtes som mislighold. Er der kalk i dit badeværelse, når du flytter, bliver det også betragtet som mislighold. Beskidte bradepander hører også ind under mislighold. Når du flytter ud af din bolig, skal du også gøre rent bag komfuret. Bliver dette ikke gjort, kommer der et rengøringsselskab og gør rent. Den regning kommer du i såfald til at betale.