Stor opbakning til ny næstformand

Heidi Guldhammer Larsen blev valgt som næstformand for boligorganisationen FællesBo. Hun glæder sig til, sammen med de øvrige kollegaer i organisationsbestyrelsen, at fortsætte arbejdet med at videreudvikle FællesBo

De næste to år hedder næstformanden for FællesBo, Heidi Guldhammer Larsen.  Det besluttede repræsentantskabet tirsdag aften, hvor der var lagt op til kampvalg mellem de to kandidater til næstformandsposten: Organisationsbestyrelsesmedlem Heidi Guldhammer Larsen og Marius Kristensen.

Med 90 stemmer fra de i alt 118 fremmødte repræsentantskabsmedlemmer sikrede Heidi Guldhammer Larsen sig overbevisende posten som næstformand mod 21 stemmer til Marius Kristensen og 7 blanke/ugyldige stemmer.

Heidi Guldhammer Larsen har været medlem af organisationsbestyrelsen siden 2013. Én af hendes boligpolitiske hjertesager, som hun gik til valg på, er ”Det gode liv for beboerne”. 
– Det er vigtigt, at vores beboere har de bedst mulige rammer for et godt liv. En vigtig del af at have et godt liv er et godt naboskab med respekt, tryghed, og at man kan være sig selv, udtaler Heidi Guldhammer Larsen i en videohilsen til repræsentantskabet. 
En noget utraditionel præsentation, som ikke er set før til et repræsentantskabsmøde. Men grundet fødselsdag i den nærmeste familie, var Heidi Guldhammer Larsen inviteret på ferie under de varme himmelstrøg – en tur, som blev planlagt for et år siden – og derfor kunne hun ikke deltage i repræsentantskabsmødet.

Også takketalen fra Heidi Guldhammer Larsen var en videohilsen til hele repræsentantskabet. – Tak for valget! Jeg er glad for, at I med jeres stemmer har vist mig tiltro og tillid. Jeg glæder mig til at vende tilbage fra ferie og fortsætte arbejdet i organisationsbestyrelsen og det gode samarbejde med de øvrige bestyrelsesmedlemmer, udtaler Heidi Guldhammer Larsen.  

Heidi Guldhammer Larsen overtager næstformandsposten efter Tove H. Pedersen, som har fungeret som næstformand de sidste 6 år, men som ikke ønskede genvalg.

Repræsentantskabet genvalgte desuden følgende medlemmer til bestyrelsen: Egon Sivebæk, Jesper Schreiber, Mette Østergaard og Kirsten Sørensen.  Alle fire bestyrelses-medlemmer er valgt for to år. Derudover blev Bo Kristensen valgt ind i bestyrelsen. Bo Kristensen overtager Heidi Guldhammer Larsens plads og valgperiode, hvilket betyder, at han er valgt for et år. 

Organisationsbestyrelsen består derudover af: Formand Freddy Horsleben, Finn Stengel Petersen, Martin Thusing Andersen, Mona Hedegaard og medarbejderrepræsentant Mette Junge Povlsen. 

Som suppleanter blev valgt: Judith Roer Hansen, Michael Jensen, Lilli Hertzberg, René Meyhoff og Marius Kristensen.

For yderligere oplysninger kontakt formanden for FællesBo Freddy Horsleben, telefon 22 61 16 64.

Acceptér cookies fra www.faellesbo.dk

Denne hjemmeside bruger cookies til af forbedre din oplevelse af sitet

Du kan altid slette cookies via de avancerede indstillinger i din browser